Psykoterapi i Århus

Psykoterapi er for alle der længes efter en bedre forståelse af sig selv, og en større oplevelse af meningsfylde. Formålet med psykoterapi er at hjælpe mennesker til at begynde at tage sig selv mere alvorligt og lære at leve mere ærligt overfor sig selv.

HVAD ER PSYKOTERAPI?

Fra et eksistentielt-psykoterapeutisk perspektiv forstås følelsesmæssige og psykiske udfordringer ikke som en sygdom, der skal kureres. I stedet forstås de som et opråb om, at der er brug for forandring, i den måde vi er tilstede i vores liv på. De udfordringer vi møder i livet, er altså på én gang hårde kampe og muligheder for udvikling. Muligheder for at lære at leve livet på en ny og mere sand og meningsfuld måde.

Vores indre former

De fleste af os mennesker er langt det meste af tiden styret af det emotionelle lag af vores psyke. Herfra er vi sårbare overfor, hvordan vi tror, andre mennesker opfatter os. Vi re-agerer derfor på det, der sker omkring os i stedet for at agere efter det, som giver mening for os.

Måden vi re-agerer på, er ved (ofte ubevidst) at hoppe i forskellige roller – her kaldet former af os selv. Nogle mennesker vil i nogle situationer f.eks. have tendens til at hoppe i en indre hjælper-form. Andre vil i de samme situationer hoppe i en indre anfører-form. Andre igen vil falde i en form der underkaster sig. Nogle helt andre vil springe i en intellektualiserende form. Imens nogen vil antage en konfliktsky form og andre igen påtage sig en arbejdsom, udrettende form. Nogle vil præstere. Andre vil perfektionere. Nogle vil fordømme og andre vil mægle.

Der findes uendeligt mange af sådanne former, som vi mennesker kan antage. Mange af os, kan nikke genkendende til vores egen buket af sådanne indre former. Nogle medfødte og andre tillærte igennem livet.

Psykoterapi er bl.a. bevidstgørelse om og udforskning af netop disse indre former og deres måder at styre os på.

Et andet element i psykoterapi er arbejdet med bevidst at tage styringen hjem.

Skyggesider

En vigtig del af arbejdet med at tage styringen hjem, er undersøgelse af hvilke naturlige menneskelige egenskaber, vi har fraspaltet os. På bekostning af ovennævnte former. Altså hvilke træk der, på et tidligere tidspunkt i vores liv, ikke længere fik lov at være en del af os. Fordi det ville være for angstfremkaldende for os at have disse sider af os selv. Det kunne være den sårbare side, den vrede side eller den fejlende side. Eller den side, der stilede efter at opfylde egne behov.

Disse ikke-tilladte sider af os, kaldes med et jungiansk begreb for  ”skygger”. Det er de træk, som vi i den grad ikke bryder os om, når vi støder på dem i andre mennesker. Eller rettere – når vi projicerer dem over i andre mennesker. Vi giver ofte disse skyggesider negativt ladede betegnelser. Vi kalder det f.eks. at være svag, hidsig, utilstrækkelig, egoistisk eller doven.

Ved at trække det, som vi projicerer over i andre mennesker, hjem til os selv, kan vi altså få trukket vores egne fraspaltede dele – eller skygger – frem i lyset. Siden kan vi lære at give dem den plads i os, som vi har brug for, at de tager. Så vi derved kan blive mere hele mennesker og få en fornemmelse af en bedre indre balance.

Så en kort opsummering: Psykoterapi indebærer altså træning i at få øje på buketten af indre former og træning i at tage styringen hjem bl.a. ved at øve sig i at inkludere sine skyggesider.

Accept og egenomsorg

Psykoterapi er også træning i accept. Accept af, at der nu engang er nogle former, som vi – ligegyldigt hvor meget vi øver os – vil have tendens til at falde ind i, når vi føler os pressede. At vi altid vil have nogle personlighedstræk og nogle bestemte temaer. Som vil blive ved med at hægte sig til netop os.

Sideløbende med det ovenfor beskrevne konfrontations-arbejde, er det altså lige så vigtigt (og ofte mindst lige så svært) at lære at rumme sig selv, med alt hvad det indebærer. At lære at finde omsorgen for sig selv frem, og bruge den konstruktivt, er en vigtig del af det at tage ansvar for sit liv.

Når man taler om ”at hvile i sig selv”, handler det nemlig ikke om at have en evig tilstand af indre fred. Det ville være et umuligt scenarie, når man indgår i livet og i verden. At hvile i sig selv handler derimod om, at man kan acceptere og rumme sig selv, også (og særligt) når der ikke er ro og harmoni indeni.

Motivationen

Accepten handler også om at finde fred med, at det personlige udviklingsarbejde er en evig proces. Som aldrig slutter. Og som i perioder endda vil føles som om, man tager to skridt frem og et tilbage.

Men selv om processen aldrig slutter, vil man – når man indgår aktivt i den – hele tiden blive bedre og bedre til at være i livet og i sine relationer. Det medfører i sig selv en indre kraft og større grad af meningsfylde, når man begynder at opleve, at man selv står ved roret. I stedet for at blive kastet halvt bevidstløst rundt i bølgebruset. Når man tør være i en vågen udviklingsproces, i stedet for at lade sig glide tilbage i vanens magt.

Psykoterapi Åbyhøj Århus

HVORDAN FOREGÅR ET PSYKOTERAPEUTISK FORLØB?

I første session, får du mulighed for at fortælle mig, hvorfor du har opsøgt psykoterapi. At beskrive de udfordringer, du oplever.

Jeg vil undervejs – og med udgangspunkt i det du fortæller mig – beskrive og demonstrere min terapeutiske tilgang. På baggrund af dette, kan du mærker efter, om det er noget for dig.

Jeg vil typisk tidligt i forløbet undervise dig i sammenhængen mellem krop og psyke, og inddrage dette i det terapeutiske arbejde. Det gør jeg, da jeg lægger stor vægt på krop-psyke-sammenhæng og en helhedsorienteret forståelse af mennesket.

I tråd med dette benytter jeg mig meget af praktiske øvelser, hvor vi er oppe og stå på gulvet og bruger kroppen som indgang til de aktuelle følelsesmæssige udfordringer. Der kan blive råbt, hulket, trampet og givet slip undervejs – og mange opdager hidtil ukendte dimensioner af deres personlighed.

HVOR LANG TID VARER ET FORLØB?

Længden på et forløb er fuldstændig individuel. Det samme er det interval, du kommer i. Jeg har haft forløb på 2 måneder og forløb på 5 år.

Mange oplever, at det giver mening at komme intensivt (en gang om ugen el. hver 14. dag) i første del af forløbet. Det er tit meget meningsfuldt at få gjort en masse bevidstgørende arbejde og træning i kropskontakt her.

Herefter vælger nogen at ændre intervallet til en gang hver 3-4 uge. Så der er lidt længere tidsintervaller, hvor man kan øve sig i at være i livet med den nye indsigt.

Mange har aldrig helt forladt deres forløb. De har bevaret en kontakt til mig igennem årene, og lavet en aftale en sjælden gang imellem. For lige at få vendt, hvordan det står til. Eller for at blive mindet om, hvordan det nu er, de bedst kunne tænke sig at være tilstede i deres eget liv.

Nogen har også afsluttet deres forløb, og er så vendt tilbage i et nyt forløb, fordi de er stødt på nye udfordringer. Eller fordi de har fået smag for det med at leve mere ærligt over for sig selv, og derfor har fået mod på, at tage fat på endnu en bid af deres personlige udviklingsproces.

Som det fremgår af ovenstående, er det altså helt op til dig, hvordan du ønsker at forme dit forløb hos mig.

PSYKOTERAPI – PRISER

Pris pr. time

Med studierabat

700,-

600,-

Parterapi pr. 1,5 time 1.200,-

Gælder for behandling på klinikken i Åbyhøj på grænsen til Århus C

Kontakt mig på:

Psykoterapeut Trine Lykke, ÅbyhøjTrine Lykke
+45 30 24 43 86

Kontakt@kroppenogpsyken.dk

Eller udfyld felterne og bliv ringet op:




    Hvordan kommer jeg i gang?

    Hvis du er i tvivl om, om det beskrevne psykoterapeutiske forløb kunne være noget for dig, kan du sende mig en mail, med en beskrivelse af din situation og dine tanker og følelser. Derfra kan vi sammen vurdere, hvad der kunne være hensigtsmæssigt for dig.

    Det siger andre om mig

    ★★★★★

    Jeg har virkelig været tilfreds med, at gå i terapi ved Trine og jeg kan virkelig godt lide hendes arbejdsmetoder....

    Jeppe Dreyer, Aarhus

    ★★★★★

    Trine er simpelthen så dygtig, empatisk og nærværende i sit arbejde....

    Lene Sønderby, Aarhus

    ★★★★★

    Jeg er 100% tilfreds med mit terapi forløb, super...

    Ole Hansen, Aarhus

    ★★★★★

    Fysioterapeut Trine Lykke er meget professionel. Hun lytter til det man siger og tager det alvorligt, mens hun er god til at spørge ind. Hun har været god til at tilpasse sig mig, og den måde jeg har brug for behandling på. Hun giver desuden gode råd og øvelser man kan lave derhjemme. En udelukkende positiv oplevelse ud over det sædvanlige, ...

    Kirstie Holm Riis, Aarhus

    ★★★★★

    Jeg har været i et træningsforløb hos Trine i snart 1 år. Jeg er yderst tilfreds med den behandling jeg får. Hun er meget dygtig til sit arbejde, og man er ikke et øjeblik i tvivl om at hun brænder for sit arbejde. Hun har hjulpet mig igennem min sygdom vha. mindfulness og massage . Hun får min varmeste anbefaling....

    Joyce Agger, Aarhus

    Se flere anmeldelser